Sommerhus i Byrum på Læsø
Byrums sommerhuse ligger i rolige og grønne omgivelser omkring byen. Her bor I tæt på alle Læsøs seværdigheder - et ideelt feriemål for den aktive familie!
Byrum ligger midt på Læsø og er øens hjerte. Her finder I flere spisesteder og øens største dagligvarebutik. Derudover indeholder Byrum et 17 meter højt tårn, Læsø Tårnet, som I kan gå op i og nyde udsigten over hele øen og havet omkring den. Byrum er omgivet af skov, Læsø Plantage, Kærene og Rønnerne samt de fleste af øens seværdigheder. Og I kan frit vælge mellem øens mange badestrande – de ligger alle kun få kilometer fra Byrum.
Kunsthåndværkere i og omkring Byrum
Besøg keramiker Anine Meilby, der skaber dyr og fugle i ler, og Luddes Hus, hvor I kan se skiftende udstillinger af malerier, skulpturer og kunsthåndværk. Hold øje med flagene foran Luddes Hus, der viser, om huset er åbent.
Læsø Glaspusteri er både en butik og et arbejdende værksted. Glaspusteriet er indrettet i den tidligere Gl. Hals Skole, lidt udenfor Byrum. I de nyombyggede lokaler kan I følge arbejdsprocessen på nært hold og se, hvordan den rødglødende masse bliver forvandlet til smukke og farverige glasgenstande. Alt glas i udstillingen kommer fra egen produktion.
Nær Kærene kan I besøge Lynggård Keramik og se, når kunsthåndværkeren arbejder i værkstedet og producerer kopper, kander, skåle og andre brugsgenstande af keramik.
Saltsyderiet
På Saltsyderiet, syd for Byrum, kan I opleve Læsøs hvide guld, saltet, som udvindes fra Rønnerne. Saltet bliver sydet i de åbne jernpander i de små sydehytter. I kan gå rundt mellem hytterne på egen hånd eller følge en rundvisning, hvor syderne undervejs vil fortælle om saltet og sydeprocessen. I kan købe frisksydet Læsøsalt, håndlavet efter de gamle sydeteknikker, samt saltprodukter til kroppen på stedet. Prøv også at gå op i udsigtstårnet ved saltsyderiet og nyd udsigten over sydehytterne og naturområdet Rønnerne.
Storhaven
Mellem Saltsyderiet og Byrum ligger den børnevenlige attraktion Storhaven. Her kan børnene ride på islandske heste, skyde med bue og pil og kæle for gårdens dyr. De kan også prøve forskellige aktiviteter, som fx at støbe stearinlys og male mel på gårdens stubmølle. Det er på Storhavegård, at Læsø Is, Læsø Bagemel samt den økologiske hudplejeserie Morgenfruerne bliver produceret ved hjælp af lokale ingredienser.
Læsø Museum - Museumsgården
Lidt uden for Byrum finder I en afdeling af Læsø Museum i en gammel, velholdt tanggård. Museumsgården ’På Lynget’ er et ægte, gammelt Læsøhjem med flot, tykt og velbevaret tangtag samt egen stubmølle. Den sidste beboer på gården, Sine Krogsbæk, forlod stedet i 1949, men da hun ikke have ændret på indretningen, fremstod gården, som den blev indrettet af hendes forældre i 1860. I kan se hjemmets originale bageovn, åbne ildsteder, alkover og møbler her. Men Museumsgården rummer også en udstilling af Læsø-dragter og en malerisamling. På gårdspladsen kan I se en gammel brønd. I kan deltage i en rundvisning på stedet og høre mere om gårdens historie, tangtagene, den sidste beboer og meget mere.
Stubmøllen ved Museumsgården
I begyndelsen af 1800-tallet fandtes der omkring 100 stubmøller på Læsø og de fleste større Læsøgårde havde deres egen stubmølle, som blev brugt til maling af korn til mel og foder. Stubmøllen ved Museumsgården blev bygget i 1810 og er siden blevet vedligeholdt. Møllen er stadig funktionsdygtig når vinden vender rigtigt.
Nyt museumshus i 2017
Sidst i 2014 fik Læsø Museum en bevilling fra Augustinus Fonden, som gør det muligt at opføre et nyt museumshus. Museumshuset skal ligge i Birch Nielsens gamle købmandsgård på Byrum Hovedgade. Det nye museumshus skal blandt andet indeholde en søfarts- og fiskeriudstilling, et lokalhistorisk arkiv og en museumsbutik. Museumshuset bliver indviet i 2017 og vil holde åbent året rundt.
Kærene
Mellem Byrum og Vesterø kan I nyde synet af det smukke vådområde Kærene, som er omgivet af hedelyng og skov. Lidt nord for Kærene ligger vådområdet Holtemmen, hvor I kan finde mange sjældne planter. Og i juni og juli blomstrer de smukke åkander på de små søer her.
Rønnerne
Syd for Byrum ligger det fredede naturområde Rønnerne - et 1741 ha stort, fredet og meget fladt område, som består af Færøn, Langerøn, Kringelrøn og Hornfiskrøn. Området er hjem og rastested for et stort antal ande- og vadefugle og indeholder desuden et væld af vilde blomster. I kan selv ride på islandske heste i de åbne vidder eller tage på tur her med Rønnerbussen, en traktortrukket vogn, over Kringelrøn til øen Hornfiskrøn.
Læsø Klitplantage
Lige nord for Byrum ligger den smukke Læsø Klitplantage, en vidtstrakt klithede, der blandt andet indeholder Gateway Læsø. Her finder I en 10 ha stor hundeskov, en sundhedsplads med træningsredskaber, bålplads med borde, bænke og en grill, en vandhane med rent drikkevand i sommerperioden, toiletter samt masser af stier til at vandre, cykle og ride på. Gateway Læsø indeholder også en skovhytte, hvor I kan se skiftende udstillinger om naturen samt en fast udstilling om Læsøs brune bier. I kan også se bierne arbejde bag glas fra juni til oktober.
Læsø Klitplantage er det godt sted for svampejagt. I kan fx finde kantareller her om efteråret.
Ud for klitplantagen kan I bade ved den dejlige strand Storedal, som er en af øens dejligste badestrande.
Lej et sommerhus i Byrum og bo i dejlige, grønne og rolige omgivelser, men alligevel tæt på det hele!